Slået op d.

4 spørgsmål om grafisk design

Jeg har igen modtaget et spørgsmål fra en elev, denne gang er det Sofie, som går i 10. klasse og er ved at skrive OSO om grafisk design.

Da svarene måske kan komme andre til gode, har jeg valgt at lægge dem op her på bloggen.

Sofie har stillet mig følgende spørgsmål:


Hvordan kan man så som grafisk designer forøge sine jobmuligheder?

Lad det skinne igennem, at du elsker grafisk design. At det er mere end blot et 37-timers job. Leg med grafik i din fritid. Ikke fordi du skal, men fordi du ikke kan lade være. Og fordi der er en voldsom læring i det at lege løs. Uden agenda og de obligatoriske deadlines. Jeg leger fx her på min blog.

Derudover er der jo også altid en udvikling at følge. Sørg for at holde dig opdateret. Find inspiration. Deltag i kurser, workshops, efteruddannelse med mere. Jeg har arbejdet med grafisk design i mere end 15 år, og arbejdet det samme sted i snart 7 år. Det er vigtigt for mig, at få indspark fra andre steder. Og der er heldigvis bunker af inspirerende steder lige ved hånden. Hele tiden. Fx kan jeg rigtig godt lide at bruge Pinterest og følge grafiske ildsjæle på nettet.

Er man til tutorials er et site som http://blog.spoongraphics.co.uk/ ret interessant. Og han samarbejder med nogle andre, der fx leger en del med typo. Spændende folk at følge :)


Hvordan kan man gøre sit arbejde mere originalt?

Originaliteten opstår ved at arbejde med tingene. Og have tid til at lege med tingene. Du vil uden tvivl få din egen stil med tiden. Det er altid tilladt at hente inspiration, men insistér på at give tingene twistet, der gør det til dit eget. Det er ikke ok at kopiere. Og det vil heller ikke give dig den personlige tilfredsstillelse, det er at levere et godt stykke arbejde, som kunden er lykkelig for.


Hvad kan en grafik som grafisk designer laver, som man ikke bare kan hente på nettet? 

Man ved det, når man ser det. Og har det i hænderne…

Nej, det er sådan et spørgsmål, hvor alt hvad jeg siger let lyder lidt hult. Men jeg skal forsøge med så objektivt et svar som muligt.

Der findes helt sikkert fin grafik online. Jeg er også blevet præsenteret for logoikoner, hvor min umiddelbare reaktion var, at det så da ganske godt ud. For det gjorde det. Men ofte er koblingen fra grafik og kunde bare ikke stærk nok. Der er ikke arbejdet målrettet med et ikon. Man har ikke forholdt sig til kunden, målgruppen, produktet. Man arbejder med nogle generelle følelser og associationer. Og du sidder med et ikon, som firmaet i nabobyen også kan risikere at købe.

Når jeg laver et logo, får man typisk en præsentation på mellem 15 og 20 sider. Her gør jeg rede for tankerne bag. Farvevalg. Valg af typografi. Anvendelse på tværs af platforme. Store såvel som små og online såvel som offline. Og som kunde er man tryg ved det personlige i processen – og ikke i tvivl om anvendeligheden.

Men det vil altid blive et valg, der vil stå åbent og alle frit for. Jeg er ikke i tvivl om, at vores kunder er glade for at se processen bag og eje noget, der er helt og aldeles deres.

 

Jeg ved at man som freelancer arbejder på sin egen tegnestue, men hvilke andre forskelle er der på at arbejde som freelance og arbejde for et firma?

Ja, som freelancer er man sin egen herre og arbejder typisk sammen med både flere bureauer og flere kunder. Man bliver tilkaldt, når der er brug for en ekstra hånd, eller den ekspertise, man nu engang har. Jeg har ikke selv arbejdet som freelancer (andet end en enkelt måned, så det tæller ikke en masse), så jeg er ikke super klog på feltet. De freelancere, vi arbejder sammen med er primært tekstforfattere og fotografer. Den grafiske produktion, er det mit indtryk, at de fleste bureauer holder i huset. Fordelen ved at være freelancer er vel sagtens friheden. Ulempen kan være, at du ikke er garanteret en indtægt. Der er ingen fast løn, så kommer opgaverne ikke, må du spise luftfrikadeller :)

Jeg håber, det var svar nok.

/Tine

Slået op d.

Plakater i storformat, 70 x 100 cm

Plakater i store formater - www.designerblog.dk

 

Som noget helt nyt, kan alle plakater i shoppen nu bestilles i storformatet 70 x 100 cm(!) :)

Der har været forespurgt på det i et stykke tid, og nu er det en realitet. Samtlige plakater kan nu både bestilles i 21 x 30, 30 x 40, 40 x 50, 50 x 70 OG 70 x 100 cm. Så uanset, om man har en lille plads, en lidt større eller en ret giga, så kan der findes plakater til formålet her.

Er du på udkig efter en plakat i formatet 70 x 100, vil jeg da foreslå, du kigger lige her i plakatshoppen

Slået op d.

Plakater i boligen

Poster by Faurholdt - www.designerblog.dk

Plakater i boligen er et hit – og har været det i et stykke tid. Vel sagtens altid. Dog i mere eller mindre grad. Lige nu og her er det et kæmpehit…

Når jeg modtager en ordre i plakatshoppen og står og pakker plakaten eller plakaterne, er det svært ikke at blive lidt nysgerrig på, hvor plakaten ender. Hvem er modtageren af plakaten? Jeg har et navn og en adresse, men hvor gammel er modtageren? Skal plakaten hænge i et hus, i en lejlighed? I et køkken, på et kontor eller over sofaen. Er det en familie, der skal have den op i et typehus fra 70’erne, eller er plakaten tiltænkt den unge studerendes et-værelses. Mulighederne er mange. Og det er ret fascinerende og samtidig ret umuligt ikke at være lidt nysgerrig på, hvor de ender.

I den tid, jeg har haft shoppen og solgt mine plakater, er der heldigvis en del, der har sendt mig billeder af plakaterne ophængt og “i brug”. Dem eeelsker jeg at modtage. (Bliv endelig ved med det). Det er simpelthen ren guf for en nysgerrig sjæl som undertegnede.

Ovenstående foto er ikke et, jeg har fået tilsendt, men et af mine miljøbilleder, jeg gør brug af for at visualisere, hvordan en plakat kunne tage sig ud i et hjem. Det ser da lidt hygsomt ud, synes du ikke? På den lidt rå-rustikke måde ;-)

Har du billeder af mine plakater i dit hjem. Så tøv ikke. Jeg kigger gladeligt med :)