Skrevet den

SeoDay 2016 – first impressions

Seoday 2016SeoDay indtager Danmark

SeoDay er ikke et nyt koncept.

Det har eksisteret i flere år.

Men i dag var der danmarkspremiere.

Og jeg havde billet. Ret fedt(!)

Keynote ved Thomas Rosenstand

Efter tjek-ind og morgenmad var vi klar til at gå i gang med et ret tæt-pakket program på SeoDay 2016. Keynote blev leveret af Thomas Rosenstand, som i vanlig stil havde sit publikum i sin hule hånd.

Det havde han også, da jeg tilbage i 2001-2006 kaldte ham “chef” og arbejdede som grafisk designer hos Concept Interest. Det var dengang, hvor hjemmesider pludselig blev “the shit”, både firmaer og reklamebureauer måtte forholde sig til. Og seo så dagens lys.

Dengang var seo og de virkemidler, man arbejdede med pænt anderledes, end de værktøjer, vi gør brug af i dag. Fx lå Concept Interest nummer 1, hvis du søgte på “reklamebureau København”. Et ret imponerende move, men selvfølgelig samtidig lidt fjollet og i dag går sådanne “narrestreger” ikke. Google vægter relevans, som noget af det højeste, og søger man et reklamebureau i København, ja så er bureauet i Ladelund i Nordjylland ikke implicit det mest relevante resultat.

Men at man kunne skaffe sig den placering i Google, var jo et signal om, at her var et firma, der kunne noget med det dersens seo. (Og ja, det var lidt svært ikke at grine lidt i skægget).

Meget har ændret sig siden da, men Thomas er fulgt med ændringerne og i dag anses han for en af de grand old seo-guruer og netop derfor, havde han fået taletid i Kolding ved dagens SeoDay.

Og der blev rusket op i os. Fx tilstår jeg gerne, at der der med mikrodata her på sitet… Det har jeg nok skubbet lidt fra mig. Men efter Thomas’ opsang, må jeg jo nok hellere til at have gjort noget ved det. For mikrodata er fortsat noget af det, Google vægter særligt højt. (Det er nu flyttet opad på min to-do liste)

DUS og DVS
Han introducerede os også til begreberne DUS og DVS. Her måtte jeg melde pas på forhåndsviden, for jeg anede ikke, hvad de forkortelser dækkede.

Det ved jeg nu. Og det var faktisk ret simpelt. Den uvidende søgende, og Den vidende søgende. Og så var det jo pludselig logik for burhøns. Selvom fakta er, at de fleste glemmer at målrette deres seo til den uvidende søgende.

Jeg har endnu ikke modtaget dagens slide, men et af eksemplerne var manden med de 7 tommelfingre (Thomas), som skulle bore en hylde op i en væg. Han er den uvidende søgende og vil ikke gå i Google og skrive “Dewalt slagboremaskine”. Nej, han vil nærmere gå i Google og skrive “God boremaskine der kan bore i beton”.

Hvis du her glemmer at målrette din seo-indsats til de uvidende søgende, så forpasser du et kæmpe potentiale. Ikke mindst salgsmæssigt. For netop den uvidende søgende, er den der er mest villig til at slå til og købe. Hvis du stiller med en løsning. (Godt at huske på(!))

Linkbuilding, linkbuilding og linkbuilding
Efter 50 minutters keynote, begyndte tour de seo, hvor der i alt var 12 oplæg at vælge imellem. Man kunne nå 4. Og skulle derfor vælge 8 (otte) fra. Det var ikke let.

Mine valg endte med at være “Hold et vågent øje med din seo-indsats i Analytics” ved Søren Sprogø, “Linkbuilding 2016” ved Henrik Bondtofte, “11 tips til skalering af din linkbuilding-strategi ved Lars Skjoldby og “Linkbuilding i svære eller kedelige brancher” ved Sasa Kovacevic.

Generelt en ret inspirerende pakke. Og ja, jeg var gået all in på linkbuilding. Mest fordi det var det, jeg følte mig mindst vidende om. Og det er jo ligesom fedest at lære en masse nyt.

Jeg havde håbet lidt på “the quick fix”. Det kom (selvfølgelig) ikke rigtigt. Linkbuilding kræver bare arbejde og tid. Sådan er det. Men gevinsten kan også være enorm(!)

Nu vil jeg lade alle first impressions bundfalde ovenpå en ultra fed dag.

I næste uge, vil jeg summere lidt op og blandt andet stille fokus ind på linkbuilding. Som kan være lidt svært at komme i gang med. Men bare er så (pokkers) vigtigt.

Dejlig aften herfra.

/Tine

Ps. Vi havde også besøg af Brian Dean bag backlinko.com. Han delte ud af skarpe vidensperler baseret på en helt ny og stor google-undersøgelse.. Det skal jeg også nok komme lidt mere ind på. Snart.

 

Skrevet den

Der høstes resultater…

Seoarbejdet giver pote

Det er knap og nap en uge siden, jeg afsluttede min uddannelse som online marketing manager hos Bigum&Co i Aarhus, og ja så skulle man jo tro den stod på champagnefest og sabbat, ikke? Men billedet er ret langt derfra. Faktisk laver jeg stadig lektier. Hver dag.

Ja, det lyder lidt som om, der er sprunget en sikring på 1. sal. I know. Jeg mener, hvem laver lektier? Frivilligt. Efter endt uddannelse?

Men sikringerne er intakte. Jeg kan bare ikke lade være. Jeg har jo fået al den viden. Og alle de værktøjer. Og jeg ved, jeg kan gøre en kæmpe forskel. Både på siden her, men også for min arbejdsgiver og en masse andre. Og hvem siger nej til det? Ikke mig :)

Samtidig begynder jeg jo så småt at høste frugterne af min indsats. Pageranken er stigende, bounce raten er dalende og analyserne sig mere “great” end de siger “ouch!”. Er det lige fedt? Jaa!

I aften skal jeg til tasterne og arbejde med meta og content. Og nej, ingen af de dele er faktisk nye begreber. Jeg har bare været et drys og ikke prioriteret arbejdet for mig selv. Men nu, hvor jeg ved, at jeg ikke bare kan gøre lidt – men faktisk gøre rigtig meget, så er det ligesom også lidt federe. For hvor “hellere lidt end ingenting” som oftest er den gældende regel, så er det bare ikke givet med seo. Som oftest er “lidt” for lidt, og spildt energi.

Så her er fuld skrald på ambitionerne. Al den nye viden, som jeg har erhvervet mig, skal omsættes til konverteringer og online happiness.

Skøn aften derude.
Kh Tine

 

 

 

Skrevet den

Online Marketing Manager – dag 1

Jeg har fået bevilget efteruddannelse. Det er bare så fedt. Jeg har glædet mig i flere måneder og i går var den der så. Den første dag. Jeg vågnede med smil på læben og hverken det faktum, at det var koldt, det var mørkt – ELLER at det var mandag, kunne pille ved min begejstring. Og kl. 7 gik turen mod Aarhus og Bigum&Co.

Inden kursusstart, havde Bigum&Co sendt os alle en video, der viste, hvor vi skulle parkere, når vi ankom til Storcenter Nord. Ret tjekket faktisk, og det var helt som om, man havde været der før. Ingen svinkeærinder. Swiften blev kørt i den rette bås med det samme. Great.

I konferencesalen myldrede det til fra nær og fjern og slutteligt sad vi 45 online-entusiaster. Klar til at suge visdom til os. Forventningsfulde. Spændte. Ja, jeg var i hvert tilfælde :)

Udover “goddag”, var seo førstedagens overskrift – og selvom det jo ikke er urørt land, så var der også gode introduktioner til programmer, do’s and don’ts til mig og jeg glæder mig til torsdag og fredag, hvor vi skal bygge ovenpå.

Nu er lektierne i hvert tilfælde lavet. Videogennemgang og leg i ScreamingFrog. Spændende. Nørdet. Ret nørdet. Men spændende(!) :D Og nu er min hjemmeside da fx blevet 7 broken links fattigere. Godt for seo. Godt for besøgende. Godt for mig.

Slut for første rapportering. Der skal nok følge mere :)